Den Jyske Operas Kor

Den Jyske Operas Kor består af 24 professionelle sangere. Korets primære opgave er at medvirke i Den Jyske Operas operaforestillinger i hele Danmark, men kortet kan også opleves i sceniske operakoncerter og korkoncerter med klaverakkompagnement. Koret samarbejder herudover med landets symfoniorkestre - heriblandt landsdelsorkestrene og andre ensembler om filharmoniske koncerter, både alene og sammen med dygtige amatørkor.

Koret har i mere end et årti optrådt med de traditionsrige julekoncerter Julesang & Messingklang sammen med Prinsens Musikkorps under ledelse af nogle af Danmarks dygtigste dirigenter og begejstret i tusindvis af tilhørere. Den Jyske Operas Kor indgår i mange forskellige sammenhænge og events på den kulturelle scene i og uden for Aarhus, og korets medvirken i Opera i Rebild og Opera i Parken er blevet en fast del af sommerprogrammet.

Koret optræder også som solister i forestillinger samt i sceniske operakoncerter og koncerter med akkompagnement. Sangerne i koret optræder desuden som solister i andre sammenhænge og som formidlere af opera ved introduktioner før forestillinger, i workshops på skoler, ved sangcaféer på plejehjem og i samarbejdsprojekter.

Den Jyske Operas Kor ledes af musikchef Christopher Lichtenstein.


Pressefotos Den Jyske Operas Kor