CD JULESANG & MESSINGKLANG
En del af koncertens repertoire har Den Jyske Operas Kor og Prinsens Musikkorps indspillet på cd i 2008 under titlen Julesang & messingklang, som også er overskriften på julekoncerterne.
Hør smagsprøver på cd'en og køb den hos Prinsens Musikkorps
DIRIGENT MORTEN SCHULDT-JENSEN
Morten Schuldt-Jensen, professor i kor- og orkesterledelse ved konservatoriet i Freiburg, var fra 1999-2006 korchef ved Gewandhaus i Leipzig og har gennem en årrække været gæstedirigent for bl.a. DR Radio -kammerkoret, MDR Rundfunkchor, NDR Rundfunkchor, RIAS Kammerchor og SWR Vokalensemble. I Danmark er Morten Schuldt-Jensen især kendt for sit arbejde med Sokkelund Sangkor og Tivolis Koncertkor samt de mange år som docent på musikkonservatoriet og universitetet i København. Han stiftede og ledede fra 2001 det professionelle GewandhausKammerchor og er nu kunstnerisk leder og dirigent for Immortal-Bach-Ensemble, et af Europas bedste vokalensembler.
DEN JYSKE OPERAS KOR
Den Jyske Operas Kor består af 24 sangere. Korets primære opgave er at medvirke i Den Jyske Operas operaforestillinger i hele Danmark. Koret kan også opleves i sceniske operakoncerter og koncerter med klaver. Koret samarbejder herudover bl.a. med landets symfoniorkestre - heriblandt landsdelsorkestrene - og andre ensembler om filharmoniske koncerter, både alene og sammen med dygtige amatørkor.