Ingen anden opera er så meget synonym med italiensk opera som Giuseppe Verdis episke fortælling om den etiopiske prinsesse Aida og hendes kærlighed til sin egyptiske fangevogter Radamès. Siden urpremieren i 1871 i det dengang nye Khedivial Operahus i Kairo er publikum i generationer verden over blevet bevæget af de umulige elskendes tragiske skæbne i Aida og har ladet sig overvælde af storheden i Verdis mesterlige partitur. Alt sammen til trods for, at det intime og gribende kammerspil af og til i forskellige opsætninger forsvinder mellem elefanter, pyramider og den legendariske Triumfmarch. Det er første gang, at Aida sættes op af Den Jyske Opera.
Dels dækker han årstalsmæssigt en meget stor del af århundredet, og dels er hans mesterværker stor kunst, der også har fået en fast og naturlig plads i operahusenes spilleplaner verden over. Berømmelsen kom først med Nabucco i 1842, som i dag mest overlever pga. det berømte fangekor. I begyndelsen af 1850’erne fulgte kort efter hinanden de tre favoritter Rigoletto (1851), Trubaduren (1853) og La traviata (1853) - samt senere Maskeballet (1859), Skæbnens magt (1862) og Don Carlos (1867). Til åbningen af Suezkanalen og åbningen af det nye Khedivial Operahus i Kairo i 1869 var Verdi blevet bedt om at skrive en hymne, hvilket han imidlertid afviste. Man spillede Rigoletto i stedet. Den egyptiske regent gav dog efterfølgende ikke op og ville fortsat gerne have en opera fra Verdis hånd i ”egyptisk stil”. Efter nogle år, noget tovtrækkeri og et enormt økonomisk incitament sagde Verdi ja og skrev Aida (1871). Herefter gik der en del år, hvor den nationalt bevidste Verdi bl.a. engagerede sig endnu mere i politik, før hans komponistkollega Arrigo Boïto fik ham overtalt til de to Shakespeare-operaer Otello (1887) og Falstaff (1893). Uanset om operaerne foregår i samtidens Paris som i La traviata, ved fortidens spanske hof i Don Carlos eller i oldtidens Egypten som i Aida, er det altid ægtheden i Verdis portrætter, der er slående. Persontegningen er enkel og dog så rig. Verdi svælger i det hele taget sjældent – der er tale om musikalsk soberhed. Dette har givetvis, sammen med de store musikalske kvaliteter, været med til at gøre hans musik og hans værker så langtidsholdbare, ja uopslidelige.
