<<< Tilbage til forestillingssiden om Aida
Af Wolfgang Schreiber, frit oversat, i uddrag
Uden tvivl: I Aida banker Verdis hjerte for ofrene Aida og Radamès, men også for Amneris, den egyptiske kongedatter, der til slut bliver offer. Komponistens sympati gælder både deres sårbarhed, deres håbløse position indenfor et samfundsmæssigt og ideologisk tyranni, deres stræben efter idealer og deres indre integritet. Det viser sig, når Radamès i 4. akt overfor Amneris bedyrer sine tankers og sin æres renhed og roligt tilstår sit politiske forræderi. Når Aida i det store opgør med Amneris åbent bekender, at guderne altid har været fjendtlige mod hende. Og når Amneris ender i magtens maskineri og opnår en afgørende indsigt, der får hende til, med sin forbandelse af præsterne, at afsværge systemet.
Overfor ofrene står Guderne, præsterne, templerne - hele den egyptiske lokalkolorit. Verdi havde gjort indgående historiske, arkæologiske og religionshistoriske studier, og derfor vidste han for eksempel, at det egyptiske præsteskab i virkeligheden var en del af embedsstanden, og der derfor ikke var en direkte parallel til de kirkelige forhold i det 19. århundredes Italien. Alligevel fungerer de historiske steder, de skildrede personer og deres handlinger i operaen ikke som museumsgenstande, men som levende allegorier – dette var noget, som Verdi ikke blot accepterede, men faktisk tog for givet. De historiske steder, persongalleriet og allegorierne står for noget, som i enhver samtid – også i dag – bliver virkelighed gennem musikken. Og gennem det til enhver tid samtidige teaters æstetiske tegnsprog bliver de fortidige handlingselementer gjort samtidige, og vi læser dem som bærere af en samtidig betydning.
Ofrene kvæles i jalousiens, misundelsens, magtens og krigens kraftfelt samt den ”umulige” kærlighed, der alligevel fortvivlet søges efter. Heri er der, som man kunne forvente, paralleller til Wagners Nibelungens Ring. Både i Aida og i Nibelungens Ring er der frygtelige kampe, både inden i personerne og mellem dem og de herskende magter, og i begge værker sker der også gennem musikkens Orfeus- kraft en drømmeagtig idealisering af de i virkeligheden (af handlingen) ødelagte subjekter og personer. Wagner bruger de skildrede guder, helte og mennesker som bærere af ideer. Han var betaget af ønsket om en abstraktion, som kunne skildre denne verdens strukturelle love og spore dem kosmologisk helt tilbage til deres rødder. For Verdi derimod, var det handlende, lidende, jublende og syngende menneske den eneste og sidste instans. De stadigt mere brutale samfundskræfter bag de enkelte hændelser kunne ikke skjules for hans realistiske blik og for hans menneskelighed. Det førte ham til med sikker hånd at gribe historien om Aida – med både Triumfmarch og Liebestod som to nødvendige sider af én og samme tragedie – og gøre den til fyrtårn for såvel anklagen mod de mægtige, som for forsvaret for selve idéen om det menneskelige.