<<< Tilbage til forestillingssiden

Operette – en afdød genre?

Af Philipp Kochheim 
En af musikteatrets herlige genrer er næsten ubemærket gået bort: opera buffa, den komiske opera. Man kan med fuld ret hævde, at genren i det 18. og også længe i det 19. århundrede blev anset for at være på niveau med den tragiske opera. Vi kan tænke på Rossini, Mozart og Donizetti – og en filosof som Rousseau fandt den sågar overlegen i forhold til den franske Tragédie en musique. Og dog dukker den komiske opera kun sjældent op blandt uropførelserne i dag. I al hemmelighed har den komiske opera gennem blandingsformer som opera semiseria først reddet sig over i operette-genren for til sidst at overgive sig til musicalen. Og på grund af deres dybdepsykologiske dimensioner eller samfundshistoriske strømninger vover man næsten ikke i dag at opføre værker som Così fan tutte eller Figaros bryllup som rene komedier. Vi ved alt for meget om værkerne og har analyseret dem alt for grundigt til, at vi stadig kan tillade os det. Spørg dig selv: Hvad er den seneste vigtige og succesfulde komiske opera, du kender? Eksperter vil måske nævne Nino Rotas Den florentinske stråhat fra 1955, men at sammenligne den med en repertoire-sællert som Barberen i Sevilla, er der næppe nogen, der vil. De fleste vil nok lande ved Puccinis Gianni Schicchi. Og den er fra 1918!

 

Da jeg for nylig rejste rundt til en række aktuelle uropførelser, mødte jeg græske tragedieheltinder, skudte amerikanske præsidenter og oprørske flygtninge. Men at jeg blot én eneste gang lo, kan jeg ikke påstå. Efter to verdenskrige og flere atombomber synes følgende regel entydigt at gælde: Jo vanskeligere forlæg, jo mere komplekst emne, jo mere gådefulde personer, desto større er chancen for, at operaen bliver opført og taget alvorligt i kulturspalterne. Sjov, satire og humor skal man helst søge i teateret eller biografen! Men skal det nødvendigvis være sådan? Kan man ikke også i latteren nå til erkendelse? Eller skærpe sit blik på verden, når man med et glimt i øjet distanceres fra den? Af den grund gør Den Jyske Opera et forsøg på at give denne skønne genre – den komiske opera – en forhåbentlig virkningsfuld adrenalinindsprøjtning. Lad os sammen se, om man kan gå i operaen og også i dag – med et nyt værk – blive underholdt på sofistikeret vis.