Holdet bag
Idé og koncept
TalentU er Den Jyske Operas talentprogram for unge i alderen 16-23 år. På talentprogrammet får de unge gennem to år mulighed for at udvikle deres interesse og talent inden for sang, teater, klassisk musik og scenisk fremtræden. TalentU producerer deres egne forestillinger og medvirker i flere af Den Jyske Operas produktioner. De har tidligere udviklet og produceret forestillingerne #Dracula, #Carmen og New Beginnings samt medvirket i Den Jyske Operas store produktioner Inkognito Royal, Michael Kohlhaas, Passageren og Intet. Senest har TalentU medvirket i musikfortællingen En tone i livet, der åbnede GrowOP! Festival for familier og børn i september 2021.
Mia Theil Have har skabt og instrueret anmelderroste forestillinger på internationalt plan, bl.a. med sit eget kompagni, Riotous Company i London. Hun har arbejdet med opera siden 2008 på bl.a. Royal Opera House, Spitalfields Music Festival og Festival d'Aix-en-Provence. Hun har desuden undervist i skuespil, instruktion og manuskriptarbejde på nationale skuespillerskoler og universiteter.
Instruktør
Karin Sjöholm er sanger, skuespiller og underviser – og fra Sverige. Hun arbejder særligt med tekst og stemme og i det tværgående felt mellem teater, musikdramatik, opera, fysisk teater og visuel kunst. Hun har specialiseret sig i at udvikle forestillinger sammen med og for unge performere, bl.a. med unge på den tidligere højskole Performers House i Silkeborg, med studerende på Syddansk Musikkonservatorium – og nu med de unge på TalentU.